ungdom-logo2016
STORE DRØMME OM LILLE-GODSBANEN

Skanderborg Kommunes Medarbejderportal

Undrehistorie: Store drømme om Lille-Godsbanen
03-12-2015


Ungdomsskolen har lejet en 2.500 m2 industribygning i Skanderborg for at skabe et råt miljø, hvor unge kan kaste sig over håndværk, skæve
projekter og kreativ mangfoldighed. Hvad hulan er meningen? Lyder det ikke lidt Christiania-agtigt? S. K. Borg har sat sig i lotusstilling og
konfronteret ungdomsskoleleder Knud Stange.


Hvad er det helt præcist, I vil lave?
Vi vil lave et ”makerspace”; dvs. et fysisk rum, hvor mennesker mødes og skaber i fællesskab, ligesom det kendes fra Godsbanen i Aarhus.
Vi har lejet en industribygning på 2500 m2 med fem meter til loftet, hvor man kan udfolde sig med alt fra crossfit, design, håndværksfag, musik og
meget mere. Vi tror på, at vores målgruppe, de 14-18-årige, profiterer af konkret og livsnær undervisning, så det har været et mål i sig selv at vinke
farvel til billedkunst- og sløjdlokalet. Her er rå betongulve, som man gerne må spilde maling på.
Kort sagt etablerer vi en åben-skole-platform, hvor elever, borgere og virksomheder kan mødes og lære nyt i foretagsomme fællesskaber på tværs af
uddannelse, faglighed og kultur. Samtidig vil vi gøre ungdomsskolens fritidsundervisning moderne ved at fokusere på projektbaserede og skæve
aktiviteter.


Det lyder lidt Christiania-agtigt?
Ha ha. Hvis Christiania står for mangfoldighed og fællesskab, så er der noget om det. Men hvis det står for fri hash og problemer, så nej.
Helt ærligt, kan selerne holde? Tror du, at der er basis for sådan et Godsbane-projekt med kun 20 km til Aarhus?


Ja. Godsbanen i Aarhus inspirerer mange mennesker og er billedet på en tendens; det med at gå til guitarspil hver tirsdag aften er ikke noget, der fænger så meget hos unge mennesker. Aktiviteter er blevet mere løst organiserede og projektbaserede. Vi har været rundt at kigge på kreative byrum forskellige steder: Godsbanen i Aarhus, Spinderihallerne i Vejle, B & W-hallerne på Refshaleøen i København. Og det er den vej, udviklingen går. Og den tendens taler vores projekt sig ind i.


Hvem skal betale for drømmene?
Skanderborg Kommune er med til at betale noget af det dvs. løn til medarbejdere og drift af bygninger, men meget bliver båret af frivillige aktører. Lønnen vil ligge i, at man får lov til at være et sted, hvor der er varme på og gode værkstedsfaciliteter, hvor det er rart at være, og man kan møde en masse livlige og glade unge mennesker. På Godsbanen er der cirka én ansat for hver 10 frivillige – og vi håber, at vi kan ramme noget lignende. Derudover vil vi søge fonde for at få finansiering til vores Godsbane-projekt.


I køber i det hele taget en masse udstyr – mountainbikes, klatreudstyr og kajakker. Holder I forbrugsfest?
Nej, det vil jeg ikke kalde det. Vi køber meget udstyr, men det er delvist finansieret af Friluftsrådet, og vi giver en masse unge mennesker mulighed for at udfolde sig. Der er forskellige grejbanker rundt omkring i landet, og vi er Friluftsrådets grejbank i Skanderborg Kommune.


Grejbanken…hvilken rente giver I?
Det giver et godt afkast at investere i de unge mennesker. Vores opgave som ungdomsskole er at tilbyde noget andet, end man bare lige kan købe. At komme ud i kajak på Skanderborg Sø eller at klatre er ikke noget, de fleste lige får gjort sammen med deres forældre. Det kan have en enorm værdi at komme ud i naturen og bare ligge i en sovepose under åben himmel.


Hvad bliver det næste? At eleverne skal på månedlangt dansekursus på Bali?
Vi er optaget af mulighederne i det nære. Vi er modstandere af, at man nødvendigvis skal til Nepal for at vandre eller til Broadway for at se en musical. Skanderborg Kommune har meget at byde på, og vi udnytter slet ikke de muligheder der i forhold til naturen for eksempel.


Nu siger du natur. I har lige købt et 27.000 liters bassin til at lave grønlændervendinger i. Hvad er meningen?
Det var en gimmick, som har givet os meget omtale. Bassinet er med til at vise, at vi tør tænke nyt, og så giver det nogle nye muligheder for at øve kajakfærdigheder.
 

For der er jo ikke rigtigt nogen søer i Skanderborg Kommune?
Ha ha, der er nu også et sikkerhedsaspekt i det. Vi må ikke være på vandet i vinterperioden af sikkerhedsmæssige hensyn. Bassinet giver os mulighed for
at træne om vinteren, og så var det et sjovt trækplaster til åbent hus på ungdomsskolen, som vi netop har gennemført.


Hvordan bliver man et bedre menneske og en mere kyndig samfundsborger af at kunne lave en grønlændervending i kajak?
Vi skal tilbyde noget andet end bare den traditionelle skolegang. Det boglige skal kombineres med andre aktiviteter, hvor bevægelse og udfoldelse er i fokus. Man bliver et bedre menneske, hvis man møder mange forskellige udfordringer, og det gør eleverne i 10. klasse og i ungdomsskolen i det hele taget.


Hvordan kommer alle jeres indkøb andre medarbejdere i kommunen til gode?
Grejbanken er tilgængelig for skoler, institutioner og foreninger kan låne udstyret meget billigt. Men vi udvider det og siger, at Skanderborg Kommunes kommunale arbejdspladser også vil kunne komme og få den samme service hos os. Entreprenørafdelingen kigger for eksempel på, hvordan vi kan samarbejde. Nogle af medarbejderne sidder meget ned, og der kunne det være en ide med noget crossfit hos os eller mountainbiketure. For ganske få penge kan vi lave nogle gode events for dem.


Hvorfor ikke koncentrere jer om at lave almindelig undervisning? Eller hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og lave en gøglerskole i Skanderborg?
Hvis vi kigger på vores resultater bogligt for 10. klasse, så ligger vi rigtigt godt. Men hvis de unge mennesker skal udvikle sig i 10. klasse, så er det ikke bare at fylde på med mere dansk og engelsk. Vi skal også styrke deres personlighed, selvtillid og selvværd, og jeg synes, at vi har en god balance mellem det boglige og aktiviteterne. De understøtter hinanden – vi får bedre elever bogligt ved at de også får mulighed for at bevæge sig og prøve kræfter med utraditionelle aktiviteter og projekter.
 

Kontaktinformation

Skanderborg Ungdomsskole

Finlandsvej 5, 8660 Skanderborg

Tlf. 87948794

CVR-nummer: 29189633

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.